Lad mig være, for den jeg elsker har kaldt på mig,

Og for mig har han åbenbaret tegn på glædelige nyheder.

Og han har gjort de subtile betydninger klare for mig,

Med sikkerhed, da han afslørede sløret.

Han gav mig at drikke, og jeg ville ofre mig for den, der gav mig at drikke.

Sandelig, til Gud tilhører den vin.

Og han løste lænkerne efter at være blevet testet,

Og skænkede mig alle slags gavmildhed.

Og i kærlighed gjorde han min hensigt og min tilstand klar,

Med fromhed holdt han mig væk fra bebrejdelse.

Min tid gik i viden og fromhed,

Og i det hinsidige, til boligens sted.

Og da karavanens vejleder ledte mig,

Til renhedens skråning, mellem Ramat.

Jeg svarede ham, og bøjede ikke mine tøjler

Til en bagtaler eller bebrejdelsens folk.

Og det er nok for mig, at jeg er ved døren,

På tærsklen, indtil opstandelsens dag.

Spørg mig, for kærlighed er min kunst og min tilstand,

Og jeg er blevet, o min ven, en tjener.

Vi var til stede med dem ved Dinis vin,

Som skyerne regnede ned over dem.

Og i deres rus vidnede de ikke til en anden,

Og mellem dem er der et tegn fra Herren.

Et tegn, der peger på Hans tilfredshed hvert øjeblik,

Og de frygter ikke fortrydelsens konsekvenser.

For dem er der rigelige gaver af nåde,

Ved hvilke de opnåede lederskabet.

Måske med dem vil vi nå til havernes bolig,

Og Profeten vil lede os, vejens ledere.

Over ham, må Allah velsigne hvert øjeblik,

Og hans familie, som morgenens due kurrer.